Gennem mine 9 år i den grafiske branche har jeg altid arbejdet meget med logodesign, navnetræk og identiteter. Jeg synes, det er berusende at være med til at fastlægge de første streger og grafiske værktøjer, der skal være med til at forme hele den grafiske kommunikation.
Logo kontra navnetræk
Noget af det, jeg ofte oplever, er, at man som kunde bliver forvirret, når vi som branchefolk snakker om logoer kontra navnetræk – for hvad er egentlig forskellen?
I min terminologi er et navnetræk ren typografisk – dvs. ren skrift og ingen illustration. Det kan være en del af et logo, men det KAN også være selve logoet. Vi bruger mit logo ”creato” som eksempel. Det er et navnetræk, men navnetrækket er også mit logo.

Mit eget logo, som jeg designede i forbindelse med, at jeg i 2009 kortvarigt slog mig ned som selvstændig
Og hvordan kan ren tekst så være et logo? Alle kan da skrive…
Jo, ved første øjekast, kunne man tro, at mit eget navnetræk samt andre af mine referencer blot er skrevet med en lækker font (skrifttype), jeg har fundet – men det er de ALDRIG! De er ofte baseret på en lækker font, jeg har fundet, men de er altid bearbejdet og personaliseret. Noget enhver kan gå hen og skrive og dermed eftergøre, er ikke et logo i mine øjne. Har man en illustration, som udgør selve logoet, kan man dog godt bruge en almindelig font i tilknytning til denne. Det kan tjene illustrationen bedst. Men det vil altid bero på en vurdering fra logo til logo.
To typer logoer
I mit hoved findes der overordnet to typer logoer. Dem, der fastlægger designet og dem, der giver plads til designet. Mit eget logo ”creato” er et glimrende eksempel på sidstnævnte. Jeg har valgt et neutralt logo for at give mig selv friheden til at kombinere det med stort set alt, hvad mit hjerte måtte lyste. Jeg er ikke afhængig af hverken bestemte farver eller bestemte former, og det synes jeg er fedt – til dette formål. Men det skal være et bevidst og gennemtænkt valg. For det er bestemt ikke altid det rette valg.
Det er mit job at tænke skridtet videre
Hvordan jeg griber et logo an, afhænger meget af kunde/produkt – samt briefingen. Jeg anser det som mit fineste job at lytte til, hvilke værdier kunden ønsker at tillægge sit logo, men når det kommer til selve udformningen, kan jeg godt finde på at lave cirkler, selvom du som kunde har snakket om trekanter. Mit job som grafisk designer er jo at tænke skridtet videre og lade min faglige indsigt og snarrådige mavefornemmelse råde. Hvis ikke jeg kunne byde ind med noget, havde jeg vel sagtens ingen eksistensberettigelse som grafisk designer.